Fotografering

Det at fotografere har det meste af mit liv været en ulykkelig kærlighed. Da jeg var ung, havde jeg ikke råd til ordentlige kameraer, endsige til at få ret mange film fremkaldt og lavet aftryk af. Ergo fik jeg ikke ret meget øvelse!

Fremkomsten af digitale kameraer fik mig til at vejre morgenluft. Dog var jeg ikke med i første bølge. Det var for dyrt. Men der gik ikke så længe, før jeg anskaffede et Olympus med hele 1.3 megapixel. Det var ikke tilfredstillende særlig længe, så der blev anskaffet et HP med 5 megapixel. Så kom der et Casio med 7 megapixel, og endelig har jeg anskaffet mig et digitalt spejlreflekskamera.

I mellemtiden er jeg gået hen og blevet rigtig nærsynet, og det gør ikke fotografering særlig meget lettere, skulle jeg hilse og sige. Men, så vidt mine myopiske glugger kan konstatere, så tager jeg de bedste billeder med spejlreflekskameraet, godt nok med autofokus.

Billederne bruger jeg selvfølgelig som illustrationer og staffage på mine websites, men jeg har dog også et par "fjernlagre": Hennys Billeder og Stewart albummet. Det første er opbygget med JAlbum, det andet er det albumsoftware, som One.com stiller til rådighed for sine kunder. I december 2009 har jeg også oprettet en egentlig fotoblog, hennys.dk, hvor jeg vil prøve at lægge et billedet, nyt eller gammelt, i stort format hver dag, hvis det bliver muligt uden for meget stress. Til gengæld vil der ikke være tekst på den blog. Det er altså en blog, hvor billedet er i fokus. Billedet er ikke nogen illustration på den blog.