Blogs

Blogs, weblogs, offentlige dagbøger, eller hvad man nu finder på at kalde dem. I starten kunne jeg ikke rigtigt se pointen, men jeg var med på fra starten, at WordPress er et genialt CMS. Jeg brugte det første gang til PCguru, som er en hjælpeside til folk, der har moderate vanskeligheder med computeren. Den fungerer ikke som blog, idet der ikke er mulighed for at kommentere.

I årenes løb har jeg startet indtil flere blogs, måske især fordi jeg havde en ny design-idé, jeg ønskede at afprøve. Disse blogs bliver kun sjældent opdateret. Jeg har ikke bestemt, om de skal aflives eller evt. tages op igen, men de æder ikke meget brød. Der er f.eks. tale om PCircus, HennyStewart.com, der er hele 3 blogs her på HennyStewart.dk, se under Ældre indhold. Så er der en blog på Bellevue, en, jeg har kaldt Extrablog, en, jeg har kaldt Til Fyret. Ja, der er såmænd også en blog, der hedder Hennys Sprogcenter. Men, som sagt, på alle disse blogs er der ikke den helt store aktivitet. Det er heller ikke til at sige, om der nogensinde kommer det.

De "levende" blogs

Jeg har da også et par blogs, der faktisk fungerer som sådan, og som bliver opdateret af og til. Der er dels tale om 40++, som oprindelig skulle være en forbrugerblog, men hvor jeg opdagede, at det koncept ikke er holdbart for mig, idet jeg er en ekstremt ringe forbruger. Så har jeg også startet NoNameYet, som jeg bruger til kortere udbrud, små næsvisheder, jeg føler trang til at lufte og generelt uredigeret p**. Det skal jeg nemlig også have lov til! På disse blogs er man velkommen til at kommentere, og jeg nyder de "samtaler", der kan udfolde sig i kommentarsporet på egne og andres blogs.